Jeg sidder og ser gamle afsnit af Kitchen Nightmares. Kokken Gordon Ramsay farer rundt i køkkener og råber, som om nogen har sat ild til suppen: “Det smager af plastik!” “Det ligner opkast!” “Er det… en frossen lasagne?!”
Det er ret voldsomt. Ikke ligefrem noget, man ville kalde spirituel praksis. Så jeg sidder der i sofaen og tænker: “Pyyyh… jeg ville da aldrig tale sådan til et andet menneske.” (…mens jeg langsomt skubber mig selv op på den moralske højborg med en kop urtete og lidt selvtilfredshed).
Men hvad sker der egentlig? Vi tror, at fordi vi ikke råber, er vi hævet over det. Men inde i hovedet? Der dømmer vi løs. Vi analyserer, sammenligner, føler os bedre. Og det er stadig bare… tanker. Stadig bare en oplevelse vi har.
En oplevelse er ikke en objektiv sandhed – det er en slags farvet linse, vi ubevidst kigger igennem. Og vi projicerer det hele ud på Gordon: “Han er for meget”, “Han er ikke spirituel”, “Han burde tale pænere.” Men… hvad har det egentlig med ham at gøre?
Så måske gør vi præcis det samme som Gordon – bare med pænere stemmeføring.
Deltagerne i programmet er fanget i deres oplevelse af identitet: Min restaurant er mig. Min måde at gøre tingene på er mig. Så når Gordon siger, det er noget juks, hører de: Jeg er noget juks. Og så eksploderer de. Selvfølgelig gør de det, for her bliver en oplevelse forvekslet med virkeligheden.
Men det interessante er, at de fleste finder ro – efter modstanden. Når de “personlige” tanker får et øjebliks pause, opdager de måske: “Hey… måske var det ikke så personligt alligevel. Måske var det bare en tanke, jeg troede på.”
Og jo – det er også bare en tanke. Men det er en tanke med mere luft i. En tanke, der ikke lukker – men åbner.
Her kommer konteksten ind: Jeg arbejder med det psykologiske fundament kaldet De Tre Principper. Det handler om et skifte i forståelse: Ikke hvad vi oplever – men hvordan vi oplever. Altså, ikke indholdet i tankerne – men det faktum, at vi tænker.
Byron Katie siger: Med tanken lider vi. Uden den, er vi okay. Og De Tre Principper peger på, at hele vores oplevelse – af Gordon, os selv og den der lasagne – skabes indefra. Ikke udefra.
Så måske er det ikke måden, tingene bliver sagt på, der er problemet. Måske er det, at vi tror, oplevelsen er virkeligheden. Og vi glemmer, at det bare er tanker, vi midlertidigt tager som sandhed.
Så næste gang nogen råber (eller du dømmer dem, der gør)… stop lige op. Sydney Banks, som formulerede De Tre Principper, peger på, at ingen er mere spirituel end andre.
Så måske er Gordon ikke så u-spirituel alligevel. Måske er hans råben bare en lidt usleben måde at sige:
“Hey, din oplevelse af dig selv repræsenterer ikke virkeligheden – den repræsenterer kun sig selv”.