– eller: hvem er jeg, og hvorfor taler jeg som en havoverflade?
Nogle dage vågner man og føler sig som Beyoncé. Andre dage som en slatten karklud med eksistentiel krise. Og her er pointen: Begge dele er dig – men ingen af dem er hele sandheden.
For hvad nu hvis identitet ikke er sådan en fast ting, man kan finde som et forsvundet sokkepar? Hvad hvis det snarere er noget, der opstår – ligesom skum på bølger eller dårlige idéer klokken 3 om natten?
Du er ikke én ting. Du er en slags midlertidig krusning i oplevelsens hav. En “nu-er-jeg-selvsikker”, “nu-er-jeg-usikker”, “nu-tror-jeg-jeg-har-knækket-livets-kode-men-jeg-er-bare-koffeinpåvirket” slags figur. Og det er ikke en fejl – det er bare hjernen, der laver små historier om, hvem du er, for at du kan finde ud af, hvor dine nøgler er.
Chris Niebauer – ham neuropsykologen med hang til zen og banebrydende tanker – siger, at selvet ikke er en solid klump af identitet. Det er en slags fortællemaskine i venstre hjernehalvdel, der prøver at give mening til alt det, du oplever. Men hvis “du” var en uforanderlig kerne, hvordan kan det så være, at du nogle dage elsker dig selv, og andre dage ikke engang kan holde din egen stemme ud? Præcis. Fordi du er flydende.
Og ja, ifølge både hjerneforskere og gamle vismænd er du faktisk ikke dine tanker. Du er dét, der opdager, at du har tanker. Du er det nærvær, der står og kigger på dit eget tankespind og siger: “Hold da op… dét var dramatisk.”
Så når nogen siger:
“Du skal bare finde dig selv.”
…kan du roligt svare:
“Det kan blive lidt svært – jeg ændrer mig, hver gang jeg kigger.”
Du er ikke et puslespil, der mangler en brik. Du er hele pakken – også selvom indpakningen nogle gange er lidt krøllet. Du er hel, uanset hvor rodet det føles. Ikke fordi du har fundet den perfekte version af dig selv, men fordi du aldrig har været andet end værdifuld og levende mulighed.
Så næste gang du føler dig “forkert”, så husk: Det er bare en bølge. Du er ikke vandpytten – du er havet.