Irriterende cellofan – og andre små livskriser
Hvordan fungerer vi egentlig?
Kender du det – du sidder i biografen, popcornene er klar, traileren kører, og så… rasle, rasle, RASLE… Den klassiske: en slikpose, en hånd, og lyden af cellofan, som om nogen forsøger at udvinde olie fra posen.
Men hvad sker der egentlig indeni os i sådan en situation? Og hvorfor kan noget så småt føles som en invasion af hele ens nervesystem?
Lad os kigge på det med det, jeg kalder “Oplevelsessystemet i tre dele”. Det lyder fancy, men hæng på – det er faktisk ret menneskeligt (og lidt sjovt).
1. Opleveren (1/3-del mode)
Her sidder jeg så og er den irriterede. Hver raslen fra den skæbnesvangre slikpose føles som et lille angreb på min fred. Jeg er 100 % sikker på, at det er ham bagved, der saboterer min biograftur. Min irritation virker helt logisk. Løsningen? Stop med at rasle, menneske!
2. Oplever + observatør (2/3-del mode)
Nu begynder jeg at blive lidt meta. Jeg lægger mærke til, at jeg har tanker om raslen. Jeg prøver at tale mig selv ned – “måske er han bare nervøs… måske prøver han faktisk at være stille… måske skal jeg selv tage en chill-pille.” Her begynder jeg at se, at mine egne tanker er med i spillet. Løsningen? Enten få styr på posen – eller på tankerne.
3. Oplever + observatør + skaber (fuld pakke – 3/3-del mode)
Her kommer jeg op i overblikket. Her ser jeg, at hele min oplevelse – lyde, følelser, reaktioner – alt sammen kommer gennem mit eget indre tankefilter. Det er ikke raslen, der gør noget ved mig. Hånden i popcornene skyder ikke med følelser. Jeg føler min indre tolkning. Hjernen kører showet, og jeg er både publikum og manuskriptforfatter – uden helt at vide, hvordan jeg gør det.
Når jeg virkelig ser det, falder der ro på. Der er intet, der skal fixes. Det er bare menneskelig oplevelse i gang. En biografforestilling – både udenpå og indeni.
Så hvad er pointen?
Når vi opdager, at vi ikke kun er hovedpersonen i vores eget drama, men også instruktør og publikum, så ændrer det noget. Vi er ikke længere fanget i følelsen. Vi kan se på den – og måske endda grine lidt af det hele.
Vi er lavet af tanker, men vi er ikke vores tanker. Og det er faktisk lidt af en lettelse.
Så ja – nogle dage er vi fanget i illusionen og bander over slikposer. Andre dage er vi højt oppe i helikopterperspektiv og siger: “Nå ja, der kom lige lidt menneskelighed dér.”
Begge dele er okay.
Det er ret spændende at være menneske, ikke?
Varme (og måske lidt knitrende) tanker,
Maria