Vejret, druer og småkager

(…og hvorfor det er en dårlig idé at prøve at puste liv i tørrede frugter)


Jeg elsker det billede af nogle små figurer, der knokler for at pumpe rosiner op til at blive vindruer igen. De står der med deres plastikredskaber og sveder – og jeg kan næsten ikke lade være med at grine, for jeg ved jo, at det faktisk virker omvendt. Vindruer bliver til rosiner. Ikke den anden vej rundt.

Hvis de små plastikmennesker kunne høre med deres små plastikører, ville jeg måske sige:
“Hey venner… der er faktisk en nemmere måde at gøre det her på. En måde der følger naturens love. Det kræver mindrearbejde – ikke mere!”

Nu kan det da godt være, at nogen af dem ville vende øjne af mig og give mig en plastik-finger (du ved, høfligt, men bestemt). Men måske… bare måske… ville et par af dem blive nysgerrige.

Og det er lidt det samme med os mennesker og vores psykologiske velvære.
Vi prøver nogle gange at “puste rosiner op til vindruer” – altså arbejde baglæns. Men der findes faktisk en lettere vej. En der stemmer overens med, hvordan vi mennesker egentlig fungerer.

Forestil dig, at dit sind er som et hus med flere vinduer. Når du kigger ud af køkkenvinduet, ser du naboens trampolin og katten, der vogter sin territorium. Men hvis du går over til soveværelset og kigger ud, ser du himlen og fuglene. Nyt vindue – ny udsigt.

Det samme gælder vores oplevelse af livet. Når vi føler os pressede, kan det føles som om, det er Trump, terroristerne, chefen eller svigermor, der er skyld i vores stress. Men måske – bare måske – har vi bare kigget ud af det forkerte vindue.

Der findes nemlig et andet vindue. Ét hvor vi ikke bare ser på vores tanker og følelser om problemerne – men på hele systemet bag oplevelsen. Og det system er… dig! Din psyke. Din måde at fungere på. Dit indre vejr.

Den store vejrudsigt

Du ser nemlig ikke verden som den er. Du ser den, som dit indre vejr viser dig den. Tanker og følelser blæser rundt som skyer og regn, og nogle gange tror vi, det er verden, der regner på os – men det er faktisk bare vores eget indre meteorologiske system i arbejde.

Når vi bliver sure, triste eller stressede, forsøger vi ofte at fikse følelsen direkte. Men det er lidt som at prøve at ændre vejret ved at skrige ad skyerne.

Og helt ærligt – det virker sjældent.

Hvis vi i stedet trækker os lidt op i helikopterperspektiv og ser det hele som et vejrskifte, så bliver det lidt lettere. Vi ved, der kommer nyt vejr. Altid. Vi er ikke vores nuværende vejr. Vi er den, der oplever det.

Småkagefabrikken

Og så er der mit yndlingseksempel: småkager.

Forestil dig, at du har en småkagefabrik, og pludselig begynder kagerne at smage… mærkeligt. Så du tænker: “Hmm… jeg laver dem runde i stedet for aflange.” Eller: “Jeg drysser lidt krymmel på – så lægger folk måske ikke mærke til smagen.”

Men… nope. Det virker ikke.

For det er ikke formen eller pynten, der er problemet – det er noget i produktionen. Måske en dårlig ingrediens, måske en fejl i maskinen. Pointen er: Du skal ikke stå og dekorere småkagerne. Du skal kigge bagom – på hele systemet.

Det samme gælder dine tanker og følelser. Du kan prøve at “tænke positivt” og drysse lidt mentalt krymmel på – men hvis oplevelsen smager skørt, så er det nok fordi, der er noget i systemet, du ikke har set endnu. Ikke noget der skal fikses – bare noget, der skal forstås.

Rosinerne, igen

Vi behøver ikke bruge livet på at prøve at puste rosiner op til druer. Det virker ikke. Vi kan i stedet opdage, at vindruerne allerede findes. At vores psykologiske sundhed er vores naturlige udgangspunkt – og at vi ikke skal gøre en masse for at nå derhen. Vi skal bare se, hvordan det faktisk hænger sammen.

Jo bedre vi forstår vores indre system – jo nemmere bliver det at leve i det. Uanset om det regner lidt indvendigt, eller småkagerne midlertidigt smager af pap.

Og hey – det er da egentlig ret rart at vide, at der altid kommer nye småkager.

Varme, og måske lidt smuldrede, tanker
Maria